Havarikommissionen for vejtrafikulykker
 

Igangværende undersøgelse: Ulykker med ældre bilister

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) er i gang med en undersøgelse af trafikulykker med ældre bilister (70 år og derover). Undersøgelsen skal give mere dybdegående viden om, hvad de gennemgående årsager er til ulykker med ældre bilister.

Resultaterne vil kunne indgå i arbejdet med at forebygge ulykker med ældre bilister, som udgør en stadigt større gruppe i fremtidens transportbillede.

Ældre er ikke mere farlige i trafikken
Undersøgelser viser, at de ældre ikke er mere farlige i trafikken, men at de kommer alvorligere til skade. HVU vil bl.a. belyse nærmere, hvad de ældres skrøbelighed betyder for personskadernes omfang. HVU har ikke til hensigt at ”hænge de ældre ud”, men tværtimod medvirke til, at der skabes nogle rammer, så de ældre kan blive ved med at køre bil så længe som muligt.

De gennemgående træk ved ulykker med ældre afdækkes
Med sin undersøgelse vil HVU bl.a. nærmere kunne belyse, hvad det er for forhold, der ofte forårsager ulykker med ældre. Er der f.eks. særlige forhold omkring de ældres eller de andre trafikanters adfærd, som går igen i ulykker med ældre? Hvordan spiller vejens udformning ind? Og hvilken rolle spiller bilerne og deres sikkerhedsudstyr for ulykken og omfanget af skaderne?

Undersøgelsen omfatter dybdeanalyse af ca. 30 alvorlige ulykker med førere på 70 år og derover i person- og varebiler. Resultaterne vil foreligge primo 2012.

Baggrundsnotat med statistik om ulykker med ældre
Som baggrund for temaanalysen om ulykker med ældre bilister har HVU udarbejdet et notat med statistiske data om ældreulykker set i relation til ulykker med øvrige aldersgrupper. Statistikken supplerer temaanalysen, som giver et detaljeret billede af, hvad der går galt i hver af de ca. 30 ulykker, men som ikke giver baggrund for at drage konklusioner vedr. det samlede ulykkesbillede for ældre. Statistikken giver også et fingerpeg om særlige træk ved ældreulykkerne, som ikke kan forklares ud fra de statistiske data, men som netop kan belyses nærmere gennem dybdeanalysen.

Se baggrundsnotatet "Trafikulykker med ældre bilister - statistiske data"

Litteraturundersøgelse om ældre bilister
For at kunne sætte undersøgelsesresultaterne ind i en større sammenhæng har HVU bedt DTU Transport om at udarbejde en litteraturundersøgelse, som giver overblik over den eksisterende viden om ældre bilister set i et trafiksikkerhedsmæssigt perspektiv. I DTU Transports notat beskrives det bl.a., hvad alderen betyder for kørselsopgaven, hvordan de ældres kørselsmønster og typiske ulykkestyper er, hvad de ældres risiko er i trafikken i forhold til andre trafikantgrupper, og hvordan den fremtidige udvikling tegner sig i lyset af det voksende antal ældre bilister.

Se "Trafikulykker med ældre bilister - litteraturundersøgelse"

Se evt. også HVU´s pressemeddelelse


Fotos til fri benyttelse (høj opløsning):

Opmåling efter ulykke Ældre bilist

NB: Fotografens navn skal oplyses i forbindelse med fotoet: Fotograf Christoffer Askman.

Ældre bilist bag rattet
Striber
Transportministeriet
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker
c/o Vejdirektoratet, Postboks 9018, DK-1022 København K EAN 5798000893542