Naviger op
Log på

Risikovillig kørsel

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har set nærmere på 27 ulykker, hvor risikovillig kørsel var med til at forklare, at ulykken skete. Der er tale om ulykker, som kommissionen tidligere har dybdeanalyseret i forbindelse med andre undersøgelser.


Risikovillig kørsel indebærer, at en fører bevidst kører hasarderet, f.eks. ved at køre langt over hastighedsgrænsen for spændingens skyld eller for at afreagere.

I undersøgelsen optrådte risikovillig kørsel i forbindelse med, at førerne afprøvede køretøjets og egne grænser, eller kørte vildt for sjov. I nogle tilfælde var det et udefrakommende pres, som fik førerne til at køre risikovilligt. De var f.eks. på flugt fra politiet eller blev presset af kammeraterne til at køre stærkt. Desuden kørte nogle af dem vildt, fordi de var følelsesmæssigt påvirkede f.eks. efter et skænderi, eller fordi der var fest i bilen.

I langt de fleste tilfælde indebar den risikovillige kørsel en betydelig overskridelse af hastighedsgrænsen, enkelte overskred med helt op til 150 %. 

Påvirkning af alkohol eller narkotika spillede også en rolle: En tredjedel af de risikovillige førere var påvirkede ved ulykken. Påvirkningen har formodentlig medvirket til, at føreren kørte risikovilligt, f.eks. fordi dømmekraften blev nedsat, så de ikke opfattede situationen som særlig risikofyldt, og så de overvurderede deres egne køreevner. 

Hvem var førerne?
De 27 førere var motorcyklister, og førere af personbiler. Risikovillig kørsel ser ud til at optræde i flere tilfælde i motorcykelulykker end i øvrige ulykker undersøgt af Havarikommissionen.
Førerne var mænd, og over halvdelen var unge mænd i alderen 18-24 år. En fjerdedel af førerne havde ikke kørekort til den type køretøj, de førte ved ulykken. Størstedelen af førerne var desuden tidligere dømt for færdselsforseelser.

Anbefalinger
Kommissionen anbefaler bl.a. kommunikationsindsatser. F.eks. skal passagerer, familie og venner opfordres til at sige fra over for hasarderet kørsel. Desuden anbefales tiltag, der kan forebygge hastighedsovertrædelser og spritkørsel, bl.a. gennem kontrolindsats fra politiet.


Undersøgelsens formål og afgrænsning
Formålet med undersøgelsen er at bidrage med viden til forebyggelse af ulykker i forbindelse med risikovillig kørsel.

Risikovillig kørsel optræder kun i en mindre del af det samlede antal ulykker, kommissionen har analyseret.
Undersøgelsen har udelukkende fokus på de tilfælde, hvor trafikanten bevidst opsøger risiko i forbindelse med kørslen. Der kan være flere handlinger i trafikken, som af de fleste opleves som risikofyldte, eller hvor der er en højere risiko for ulykker, f.eks. at køre i påvirket tilstand eller at køre for hurtigt. Disse forhold findes i mange af de ulykker, kommissionen har undersøgt, men indgår altså ikke i denne undersøgelse. 

Læs mere i undersøgelsen ”Risikovillig kørsel”​

Fotos til fri afbenyttelse
Ved de små ikoner er link til tiff-filer, som kan bruges frit i forbindelse med omtale af undersøgelsen. Ved brug af fotos skal følgende angives: Havarikommissionen for Vejtrafikulykker. Fotograf Christoffer Askman.

​​







 
​​​​​​​​​
Kollision mod vejtræ