Log på

Fiktive ulykker

De nedenstående ulykkessituationer er fiktive og gengiver typiske træk fra flere af de 24 undersøgte knallertulykker.  

 
Bilist krydser cykelsti og kolliderer med ung knallertkører
En knallertkører på 17 år er på vej til familiebesøg og kører på cykelstien gennem byen med ca. 50 km/t på sin konstruktivt ændrede knallert. Der er en del eftermiddagstrafik og mange parkerede biler langs med cykelstien.En bilist kører i samme retning som knallerten og skal svinge ind til en virksomhed på højre side. Der kører flere biler lige bag ham. Mens han kører frem mod indkørslen, holder han øje med, om der er cyklistereller fodgængere. Han ser ikke nogen, så han bremser og svinger ind over cykelstien uden at standse op først. Knallertkøreren kan ikke nå at standse eller undvige og kører ind i bilens højre side med høj fart. Han har hjelm på, men den er ikke spændt og ryger af ved kollisionen. Han får bl.a. alvorlige hovedskader, da han rammer asfalten.

 
Ung knallertkører kører med høj hastighed ind i et lyssignal 
En 16-årig knallertkører kører bag sin kammerat på sin konstruktivt ændrede knallert. Hans forlygte duer ikke, men gadelygterne er tændt. Kammeraten kører stærkt, så han har fuldt fokus på at følge med. De kører omkring 50 km/t. De kører over et kryds, og kammeraten svinger pludselig lidt mod højre. Det når han ikke selv at gøre, så han rammer kanten på et helleanlæg og ryger direkte ind i lyssignalet. Han har ikke hjelm på og dør ved ulykken.
 
Kraftigt beruset knallertkører vælter og rammer fodgænger
En knallertkører på 35 år har været på bodega hele eftermiddagen og er nu på vej hjem på sin konstruktivt ændrede knallert. Han kører den sædvanlige vej hjem – det er nemmest ikke at krydse vejen, men i stedet trille hjem på cykelstien mod færdselsretningen. Han kører ca. 25 km/t. Han rammer kantstenen og vælter ind i en fodgænger på fortovet. Han har ikke hjelm på og kommer alvorligt til skade - fodgængeren kommer let til skade. 

Bilist overser knallert på smal landevej
En 29-årig knallertkører er på vej til job og kører i vejsiden på en smal landevej med 30 km/t. En bilist er på vej til fitness. Han er sent på den og har ikke nået at spise morgenmad. Han har en pose med morgenbrød på sædet ved siden af og rækker ud efter den. Bilen slår et lille slag mod højre. Han rammer knallertkøreren, som han slet ikke havde set. Knallertkøreren har hjelm på, men dør ved ulykken.
​​